Vores skole
SOSU Syd
Vi bygger bro og finder løsninger
Vi handler. Vi finder løsninger. Udforsker nye stier. Når der mangler elever til at indfri behovet for omsorg i fremtiden, skaber vi folkeskoleforløb og viser hvor relevant og meningsfuld vores uddannelse er. Når der mangler hænder i vores fag, hjælper vi med at udvikle og anvende nye velfærdsteknologiske løsninger. Når det viser sig at maden i sig selv kan fremme glæde og sundhed, inddrager vi landets bedste kokke i indsatsen.
Det er sådan vi er. Vi bygger bro og finder løsninger. For det vi arbejder med, er vigtigt. Vigtigt for dem vi er til for. Vigtigt for os som elever, undervisere og skole. Vigtigt for samfundet hvor behovene for omsorg stiger så langt øjet rækker.
Vi engagerer os i dig som elev. Du kommer med de forudsætninger du har. Og du går ud med en stærk fagligt baseret praksis med udsigt til en fremtid der giver mening ud over det sædvanlige.
På SOSU Syd har vi ikke fag for fagenes skyld. Det du læser, bruger du i praksis. Viden og handling forstærker hinanden og giver lyst til at lære.
Med en uddannelse fra SOSU Syd kan du gå direkte ud i et job. Og du kan bruge uddannelsen som et springbræt til at komme videre – fx til sygeplejerske, psykolog, jordemoder, læge eller pædagog.
SOSU Syd er uddannelser for livet. Vil du ha’ en, så kom.
Kødfri dag! Print mindre! Affaldsindsamling! Alt det er initiativer du møder på SOSU Syd. Har du en indre klimaaktivist der skal slippes løs? Så er der masser af problemstillinger i sundhedsvæsnet der har brug for dit engegement. Vidste du at der årligt smides 3,5 millioner engangssuturer i småt brændbart – metal der kunne være genanvendt. På SOSU Syd får du rig mulighed for at arbejde bredt med bæredygtighed og verdensmål, og lære at omsætte det til dit praksisfelt. Hvem ved, måske bliver du forgangskvinde (mand) for spændende løsninger i praksis.
På SOSU Syd møder du Anne, Bent og Gerda i undervisningen. De er avancerede simulationsdukker hvor du øver injektion, sårpleje, blodtryksmåling og mange andre situationer du møder på din læreplads. I undervisningen skiftes I også til at indtage rollen som borger og SOSU-fagligt personale – når vi altså ikke inviterer vores trop af pensionerede sundhedsfagligt personale ind til at spille rollen som borgere – hvilket de gør til UG. Vores elever føler derfor at de mestrer rollen som SOSU-elev når de møder hverdagen på lærepladsen.
Som PAU-elev møder du også det praksisnære. I laver udstillinger af cykler og andet genbrugsmateriale. I tager på ekskursioner, finder svampe og tænder bål. I går i sansehaven. Laver insekthoteller. Nogle gange inviterer vi børnehavebørn ind på skolen – så bliver der liv og leg på gangene. PAU-eleverne bliver dermed også igangsættere af aktiviteter på deres læresteder.
Vi er en skole med fokus på sundhed. Det betyder vi på alle vores uddannelser vægter bevægelse og fysisk aktivitet højt. Vores grundforløbselever er glade for den daglige morgenrunde til fods, og flere oplever at bukserne bliver lidt løsere det første halve år. På alle uddannelser skal du have motion. Vores motionsformer spænder bredt og inkludere bl.a. cykling, løb, boldspil, stolegymnastik, yoga, styrketræning og sundhedscafé. Og du vælger selv. Du kan også frit benytte vores motionscenter efter skoletid.
Det vi nok er mest stolte af, er vores kantine som vi selv driver. Med rutineret hånd kreerer kokken nye hverdagsretter med et sundt tvist. Hver dag har vi en stor salatbuffet og varme retter. Men du kan selvfølgelig også købe snacks udvalgt af elevrådet.
I undervisningen lærer du at fysisk aktivitet og madoplevelser skaber livsglæde hos børn, unge og ældre. Du kommer til at trække i kokketøjet og deltage fx salat- eller morgenmadsworkshops. Hvert år har vi også vores egen pop-up julemiddag for byens ældre. Meyers Madhus og en gruppe elever tilbereder og servere den ”utraditionelle” julemiddag for de fremmødte gæster. Hvert år vækker den grønne dessert-topping af estragon og sukker til risalamanden opsigt.
Vi er en af Danmarks første røgfrie erhvervsskoler – hos os begynder unge ikke at ryge, de får hjælp til at holde op!
Rollemodel:
Du kan blive en del af vores rollemodel-korps, hvor du er med til at fortælle om skolen og uddannelserne for andre unge. Du kommer med til messer, åbent hus og folkeskolebesøg, og du skal lave en masse indhold til vores sociale medier. Det er Rasmus Brohave som står for undervisning i at lave relevant indhold. Du er altså med til at styrke den generelle opfattelse at SOSU-fagene og påvirke selve branchen og dine arbejdsopgaver når du er færdig. Vi har omkring 20 rollemodeller. Kontakt Rasmus Strudsholm hvis du vil vide mere.
Elevrådet:
Som en del af elevrådet arbejder du med at forbedre dagligdagen på skolen. Elevrådet arbejder med at styrke fællesskabet (på skolen) blandt elever og på tværs af uddannelser. Men elevrådet inddrages også i skolens strategiske indsatser. Elevrådet er bl.a. blevet inkluderet i udvikling af nye læringsmiljøer, affaldsindsamling, sunde snacks i kantinen og meget mere. Desuden deltager to elever i skolens bestyrelsesarbejde. Kontakt Rasmus Strudsholm hvis du vil være med.
Bestyrelsen:
Der er altid to elever der er en fast del af skolens bestyrelse. Det er bestyrelsen der tager de store beslutninger for skolen, og de råder over økonomien. Der er 10 bestyrelsesmedlemmer, hvor de to af dem bliver udpeget af elevrådet – hvis altså kandidaten ønsker at blive valgt. Dermed har vores elever repræsentanter i selve styrehuset. Noget for dig? Kontakt Rasmus Strudsholm hvis du vil vide mere.
LUU:
Som elev på SOSU Syd kan du også deltage i LUU – det lokale uddannelsesudvalg. Udvalget arbejder for at gøre uddannelserne bedre, tidssvareden og er med til at sikre, at SOSU Syd er et godt sted at være. To elever har mulighed for at blive en del af LUU. Noget for dig? Kontakt Rasmus Strudsholm hvis du vil vide mere.
Innovationspanel:
På skolen har vi et innovationspanel Lys i pæren, hvor ansatte øver sig på innovation og nytænkning inden for fagene og for uddannelserne. Vi inviterer jævnligt elever ind for at få jeres input til hvordan vi bedst muligt udvikler skolen og fagene.
Uanset dit uddannelsesvalg lærer du hos at anvende teknologi som redskab til at øge livskvaliteten for de borgere du møder. Du bruger teknologi til at skabe tryghed for demente, og du hjælper motorisk besværede med at overkomme vanskeligheder fx borgeren med parkinsonisme som har svært ved at gå. Du bruger træningsteknologi til genoptræning, og sanseteknologi til stimulering. Du anvender teknologi til medicinhåndtering, rengøring, hygiejne, træning, planlægning, læring og meget mere.
Du kommer også i kontakt med TECH-producenterne, måske i særlig grad på Digi Tech linjen. Men alle vores elever lærer at forstå hvordan teknologi er opbygget og kan anvendes. Du vil lære at algoritmer er værdier og holdning indlejret i kode, og det påvirker din anvendelse i praksis.
Vi anvender selvfølgelig også teknologi i læringssituationer. Med vores nye VR-briller kan du på egen krop prøve hvordan det er at have KOL eller skizofreni. Du kan prøve hvor svært det er at bevæge sig for ældre når du får alderdomsdragten på, eller hvordan det er at blive flyttet med liften.
Nogle gange har vi det altså også bare sjovt og kører ræs på el-scooteren eller koder robotterne til at danse.
Lyst til at tage en del af din uddannelse i udlandet? Så har vi gode muligheder på SOSU Syd.