Logo
Udskriv denne side

Rygeskurets afløser: SOSU Syd åbner nyt aktivitetsrum

Pau-elev Charles Kamau tager her en tur på et af skolens nyindkøbte segboards. I aktivitetsrummet findes bl.a. også droner, bordtennisbord, bordfodboldbord, dart og nerfguns. Pau-elev Charles Kamau tager her en tur på et af skolens nyindkøbte segboards. I aktivitetsrummet findes bl.a. også droner, bordtennisbord, bordfodboldbord, dart og nerfguns.

Siden SOSU Syd i juli 2018 indførte røgfri skoletid, har rygepauser været en saga blot. Men nu lancerer skolen en lang række aktiviteter, der skal erstatte rygepausen. Målet er at mindske rygernes afsavn til nikotinen og at vende rygeforbuddet til noget positivt.

Rygeskuret er for længst revet ned, og cigaretterne er blevet forbudt. Men nu er der nye og sundere gaver på til vej til eleverne på SOSU Syd. Droneflyvning, segboards-kørsel og skydning med skumpile er bare nogle af de aktiviteter, eleverne kan tilbringe undervisningspauserne med, når det nye aktivitetsrum bliver indviet tirsdag den 5. februar.

  • Med de mange nye tilbud til eleverne signalerer vi, at røgfri skoletid ikke er en straf til rygerne. Det er et forsøg på at sætte de rammer, der gør, at eleverne ikke starter en dårlig rygevane, mens de går her hos os. Samtidig gør vi det lettere for de, der ønsker at stoppe vanen, siger sundhedskoordinator på SOSU Syd, Rasmus Strudsholm.

I efteråret blev der afholdt en elevworkshop på skolen, hvor alle elever havde mulighed for at komme med ønsker til aktiviteter, der skal erstatte rygepauserne. Det er en lang række af de ønsker, der nu er blevet indfriet via en pulje finansieret af projektet ”røgfri erhvervsskoler”. Projektet er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsfremme v. Stenos Diabetes Center, som støtter erhvervsskoler, der vil indføre røgfri skoletid.  

Rasmus Strudsholm oplever i øvrigt, at indførelsen af røgfri skoletid har bidraget til et større fællesskab på tværs af rygere og ikke-rygere. Pauserne bliver tilbragt sammen, uanset om eleverne er rygere eller ikke-rygere i deres fritid.

Udover de nye pauseaktiviteter har projektet ”røgfri erhvervsskoler” finansieret uddannelse af to rygestoprådgivere på skolen, som står til rådighed for elever, der ønsker hjælp til at skodde smøgerne. 14 af skolens ansatte har været på kursus i, hvordan man taler med eleverne om deres rygevaner og henviser dem til kommunale rygestop-tilbud.

SOSU Syd har ikke tal på, hvor mange der er stoppet med at ryge, siden skolen indførte røgfri skoletid. Det skyldes, at skolen ikke har villet blande sig i, om man ryger eller ej, blot at man bare ikke ryger i skoletiden og arbejdstiden.

© Social- og Sundhedsskolen Syd | Bjerggade 4M | 6200 Aabenraa | Tlf.: 73 33 43 00 | sosu@sosu-syd.dk | sikkermail@sosu-syd.dk | EAN-nr: 5798000558021 | CVR: 29556482 | Design byroco | Login