PodCarsten og Claus i værkstedet
SOSU Syd er udvalgt som testskole i et projekt, der skal skabe informative podcasts til elever på merkantile uddannelser, SOSUskoler, tømreruddannelsen og landbrugsskolerne.
- Vi er en testskole og en udviklerskole, forklarer Carsten Sørensen. Det vil sige, at vi både skal lave podcasts og teste, om de virker på vores elever.
Projektet udfolder sig i et samarbejde mellem Center for IT i Undervisningen, Gyldendals Forlag, Region Syd og SOSU Syd. På vores skole er det Carsten Sørensen og Claus Tronborg Jensen, som står for at lave 4 podcasts rettet imod GF 2 elever.
- Det er meningen, at de her podcasts skal understøtte læringen på skolen, fortæller Claus, de skal være et supplement til undervisningen. Hvis eleven måske har svært ved at tilegne sig stof ved at læse, kan man lige snuppe sig en podcast i bussen, og så er man med igen.
På besøg i virkeligheden
De 4 podcasts tager udgangspunkt i emnet omsorg, og kommer så ind på kommunikation, omsorgspligt og -svigt, velfærdsteknologi og det at være professionel.
I hver podcast – som varer omkring et kvarter, kommer man på besøg i virkeligheden, hvor interviewpersoner fra sundhedsvæsenet fortæller om den teoretiske viden med praksiseksempler.
- Det er meget vigtigt, at der sker noget i podcasten, så den bliver levende og spændende, fortæller Carsten. Den første podcast bliver udgivet i februar eller marts, hvor de så efterfølgende alle skal testes på GF 2 elever.