Brohave er bare bedst
Nu er der lavet en smaddergod video om uddannelsen til SOSU-assistent. Det er vloggeren og TV-værten Rasmus Brohave, som har lavet filmen og selv medvirker.
Så blev det endelig SOSU-uddannelsen, der kom på spisesedlen hos Rasmus Brohave. Brohave har lavet en kanal på Youtube med en lang række videoer under temaet ”Hvad kan jeg blive?”. I hver video tager Rasmus selv ud som vært og skal prøve at deltage i undervisning og praktik hos alt fra stuntmænd til VVS’ere.
En række af landets SOSU-skoler er gået sammen om at betale Rasmus Brohave for at sætte spot på netop deres uddannelser. Resultatet er en virkelig god film på godt 10 minutter.
Over en halv million
En af grundene til at man vil betale Rasmus Brohave for at komme på besøg er, at han har over 580.000 følgere på sine platforme. Bare på Youtube følges han af 279.000 danskere. Man kan altså regne med at få en masse mulige elever i tale.
Videoen, blev på den første uge set af over 85.000.
-Vi gør jo alt, hvad vi kan for at give folkeskoleelever lyst til at gå på vores uddannelser. Vi har brug for al den fordomsfrie omtale, vi kan få, og her gør Rasmus Brohave det bare virkelig godt, konstaterer Ingrid Robl, uddannelsesleder på SOSU Syd. vi gør rigtig meget for at øge interessen om vores uddannelser, og vi har så meget brug for flere SOSU’ere i samfundet, og denne film kan give mange lyst til at tage uddannelserne.
Når fremtiden vælges
Når man vil have de helt unge i tale i dag, er man nødt til at tænke ud over pjecer og informative hjemmesider. De unge bruger en masse tid på bla. Youtube, og hvis de her søger på ”hvad kan jeg blive”, så er Rasmus Brohaves videoer det første, der popper op. Hans videoer er godkendt af de deltagende uddannelser, og er fuldt ud så informative som uddannelsernes egne hjemmesider.
I 9. klasse skal de unge vælge ungdomsuddannelse, og SOSU-uddannelserne er bare ikke det første de kommer i tanke om, men hvis de bladrer igennem Brohaves videoer optræder de på lige fod med alle de andre uddannelser.
Læs mere på nedenstående link.
Hvad kan jeg blive. (Åbner en ny side)