Jordens Dag på SOSU Syd

Udgivet: 10.04.2025

Den 22. april er EARTH DAY.

Det markerer vi ved at bruge hele dagen på at samle eleverne til workshops, der direkte relaterer til den usikre tid, vi lever i.

 

Tænk på jorden
Den 22. april fra kl. 8.15 – 15 står SOSU Syd på den anden ende. Al ordinær undervisning aflyses og fokus rettes imod viden og værktøjer til at håndtere jordens lidt slingrende kurs.

Performance Gruppen Heartbeat Group er hyret ind til at skabe en musikalsk optræden sammen med alle eleverne, hvor deltagerne forenes og skaber positiv, kollektiv energi i lyd og bevægelse.

Men dagen er fyldt med workshops  – 14 i alt, og de byder bl.a. på en Repair Shop, Biodiversitet og Plantekasser, Hækleworkshop med Garnrester, Besøg på Arwos og Orienteringsløb på Mountainbikes.

 

Er du forberedt?
Strømmen er gået og butikkerne kan ikke åbne – ingen kan sige, hvornår strømmen kommer tilbage – hvad gør du?

Det Sønderjyske Beredskab står for en af workshopsene om prepping. Her får eleverne et lynkursus i at tage vare på sig selv og familien. De lærer at forbygge, så ulykker og skader undgås, der er undervisning i det lokale redningsberedskab og fokus på at forberede sig på kriser og udarbejde tjeklister.