Alle er super søde i Irland!
Jasmin tog et oplæringsophold i Irland og fik fyldt den mentale kuffert med dejlige oplevelser i oplæringen og hjertevarme hos værtsfamilien.
”Mit råd er nok bare: Hyg dig!” Det siger Jasmin Warnecke på en video, hun sendte hjem under sit 5 uger lange ophold i Irland i 2025.
Alene afsted
Mange af SOSU Syds elever vælger at tage 5 ugers oplæring i udlandet, og de fleste af dem vælger at rejse sammen med en klassekammerat. Det gjorde Jasmin dog ikke. Hun valgte at suse alene til Bray for at arbejde på Tara Care Center, og så brugte hun ellers al sin fritid på at indsnuse alt det Irland hun kunne nå.
Beboerne deler værelse
Jasmin boede hos en værtsfamilie i den lille by Shankill, og de var utrolig søde og åbne. Jasmin mødte på Tara Care Center kl. 8 om morgenen og det tog 20 min. med tog at komme fra Shankill til Bray, men der var mange daglige afgange. På plejecenteret var mange ting meget anderledes end i Danmark. De fleste ældre boede på to-mands eller tre-mands værelser, og yderdøre og døre ind til opholdsstuer var låst – kun plejerne har nøgler.
Besøg af en isbil
Beboerne på plejecenteret er fordelt efter hvor demente de er, og hvor meget hjælp de har brug for. Hverdagen forløber meget som i Danmark. Og en gang om ugen er der en større begivenhed, som i løbet af Jasmins ophold blandt andet var besøg af en isbil, en barbecue-aften og en naturvandring i en nærliggende have.
Lig i gulve og vægge
Bray og Shankilll ligger lige i nærheden af Dublin, som Jasmin besøgte flere gange og blandt andet oplevede Guiness-museet i 7 etager. Et besøg i Saint Patrick’s Cathedral afslørede at over 500 mennesker er begravet i gulv og vægge. Hun smuttede også en tur til Nordirland, hvor både protestantiske og katolske kirker blev besøgt.
Har du også lyst til at tage en del af din praktik i udlandet – alene eller med en klassekammerat – så kontakt skolen.