Ålesund – Norges Venedig, bare med fjelde

Udgivet: 07.04.2025

Jeanette Christensen og Ute Hansen er begge over 50 og alligevel har de valgt at tage uddannelsen til SOSU-assistent her sent i livet. Men ikke nok med det, de var også sikre på -allerede på grundforløbet – at de sammen skulle udnytte muligheden for at komme i oplæring i udlandet.

 

”Jeg ville gerne til Norge, Færøerne eller Grønland, fortæller Jeanette. Det er spændende og smukke lande, og så har de et højt niveau af velfærd og pleje, og det var ret vigtigt for mig.”

Efter grundforløbet kom Jeanette og Ute i hver deres klasse, men venskabet og drømmen om udlandet bestod, og endelig i starten af 2025 gik turen nordpå. Det blev Åse Helsehem i Ålesund, som skulle stå for oplæringen, og de skulle bo på fjerde sal i en superlækker Airbnb lejlighed med udsigt til fjelde og by.

”Helsehemmet, vi var på, var til kortere rehabiliteringsophold, og der var et fantastisk godt arbejdsmiljø, siger Jeanette. Ute og jeg kom på hver vores afdeling, og opgaverne mindede meget om det, vi er vant til hjemme. Dog var jeg ret udfordret af, at de generelt ikke brugte hjælpemidler til at give borgerne støttestrømper på. Heldigvis havde én af mine borgere selv en Doff N Donner, og den fik jeg lov til at låne.”

Når damerne ikke var i fuld gang på arbejdet, brugte de næsten hvert ledigt minut til at komme rundt og se det hele. Byen, butikkerne, vandet og de dragende fjelde. Der blev shoppet uldsweaters og souvenirs, og der blev gået rigtig mange skridt på Akslafjeldet, som de kom til via Fjellstuestien, en overvindelse da begge lider af højdeskræk – der er 418 trappetrin.

”Der er utrolig smukt i Norge, og vi opdagede, at en del af Ålesund ligger som et norsk Venedig med kanaler og vand helt op mellem husene – det så fantastisk ud, forklarer Jeanette. Hele byen ligger bredt ud rundt om fjorden, og man kan tydeligt se og mærke, at Norge er et rigt land med et godt velfærdssystem.”

Selvom Norge er vores broderland, var der alligevel markante forskelle på metoderne i arbejdet med ældre og syge borgere. På Helsehemmet var der fx på hver stue opsat et lille kamerasystem, der sender alarm til de ansattes telefoner, hvis f.eks. en borger er faldet, det skabte ekstra tryghed. En SSA i Norge må også gerne tage blodprøver og centrifugere dem og videresende dem til biokemikerne.

”Vi fik heldigvis også muligheden for at besøge deres SOSU-skole, som er noget anderledes bygget op end vores, fortælle Jeanette. Det er en erhvervsskole, hvor der foruden ”helsefagsarbejder” også uddannes mekanikere, frisører, kokke, maskinteknikere, apoteksteknikere osv.​​
Det var et ret spændende besøg, hvor vi fik lov at være med i en undervisningslektion omkring psykiatriske lidelser, og bagefter var der besøg i simulationslokalet, hvor vi øvede forflytninger. Man kunne også læse til apotekstekniker på skolen, det tager 3 år, og på skolen har de en kopi af et rigtigt apotek til undervisningen.”

Jeanette og Ute anbefaler varmt andre elever at tage på oplæring i udlandet og har også et par gode tips til andre, der vælger Ålesund som destination.

”Husk gode vandresko, for der er rigtig mange flotte – både nemme og svære – vandrestier i området, og det lokale busselskab har en rigtig nyttig app, som både viser ruter, afgange og billetter.”